
Find seværdigheder, oplevelser, overnatningssteder og spisesteder nær naturperlen
Lodberg Fyr
56.82343 / 8.26345
Hanstholm Fyr
57.11272 / 8.59941
Vejlerne -
fugletårnet
57.03676 / 8.93258
Fra hav til fjord, fra hede til skov, fra gravhøje til krigsbunkers og fra fiskerisamfund til nationalpark. Nationalpark Thy har meget at byde på. Bliv blæst godt igennem på en solid travetur ved klitter, kyst, søer og i de store klitplantager. Her er både fuglereservat og kronvildt.
Thy Nationalpark byder på masser af oplevelser hele året, men fra forår til efterår er der desuden mange arrangmenter, du kan deltage i.
Du kan komme på familiesafari i nationalparken, på vandreture i området med guides og høre om fortidens dramatiske forlis langs kysten på strandingsture.
Du kan også møde lokale beboere, som på korte vandreture fortæller om steder og begivenheder i området eller lære at finde rav på et hands-on minikursus på stranden.
_
Der er gode muligheder for friluftsaktiviteter i Thy. En tur til vesterhavskysten er en oplevelse, især hvis man ikke før har oplevet Vesterhavets voldsomme kræfter og skiften. Men området byder også på havkajakaktiviteter, mountanbiking, træklatring og rappelling.
Der er både populære badestrande og mulighed for windsurfing i tilknytning til nationalparken. Klitmøller, som ikke ligger langt fra nationalparken, bliver kaldt for Danmarks bedste sted at wind- og kitesurfe. I Thy findes alle muligheder for badning: Man kan bade i de stille søer, den blide Limfjord eller i det vilde Vesterhav.
Det meste af udstyret til friluftsaktiviteterne kan lånes i Grejbank Nordvest. De har både havkajakker, hjelme, cykler, klatreudstyr, båludstyr og telte.
_Helt ud til vesterhavskysten ved Hanstholm ligger Stenbjerg Landingsplads. Den er omgivet af en række små, hvide huse fra omkring år 1900. Nye fiskemetoder gjorde, at fiskerne var nødt til at bygge huse ved kysten, så de kunne opbevare deres redskaber under tag.
Et af husene fungerede som redningshus; det er opført i 1931 og er fredet i dag. Indenfor i redningshuset er der en udstilling, hvor historien om redningsvæsenet i området beskrives ved hjælp af fotografier og antikke redningsbåde.
Et andet af fiskerhusene på Stenbjerg Landingsplads har siden 2010 fungeret som informations- og temacenter for Nationalpark Thy. Man kan købe en kop kaffe og andre drikkevarer i huset. Og ellers kan man nyde omgivelserne, der er så autentiske, at man næsten kan høre en flok fiskere pludre på thyborønsk.
_
Hanstholm Fyr blev bygget i 1842-43 tæt ved Hansted Kirke højt på Hanstholmknuden. Fyret er bygget for at vejlede skibene i den farlige færd uden om Hanstholmknuden, der rejser sig smukt og næsten lodret op i luften nord for nationalparken. Syd for fyret opførtes en bolig til fyrmesteren, og den tilhørende have er en herlig, læfyldt plet, hvor man kan tage et hvil og spise sin medbragte mad. Der er adgang til selve fyret hver dag fra. kl. 8-17, og herfra er der en fantastisk udsigt over nationalparken og havet.
Da fyret blev elektrificeret i 1889, var det det kraftigst lysende fyr i verden. Fyret er stadig i drift i dag, men er nu fuldautomatiseret.
_
Hanstholm var en del af den danske atlantvold under 2. verdenskrig. Dengang var der omkring 8000 forskellige betonkonstruktioner, herunder knap 2000 egentlige bunkere langs den jydske vestkyst. I dag kan man stadig se mange af de gamle betonbunkers i området.
På museumscenteret i Hanstholm kan man opleve Nordeuropas største befæstningsanlæg, der stammer fra 2. verdenskrig. Det er en museumsbunker, hvor der under krigen var en af de fire 38 cm’s kanoner, som var i landet under krigen. Rundturen kan foregå i et gammelt ammunitionstog.
Besøg museets hjemmeside her: http://www.museumscenterhanstholm.dk/
_Tag på en aftentur på fjorden. Fra Thisted Havn kan man komme på sejlture i gamle sejlskibe. Limfjordsfortællingerne i Thy består af 34 forskellige fortællearrangementer i området, blandt andet er der et arrangement med besøg på Thisted Bryghus.
_Der findes en golfbane på 18 huller i Nystrup Plantage; banen følger lavninger i terrænet og har de internationale mål. Der kan købes gæstekort i klubhuset.
_Hvert år i juni er der et koncertarrangement på dyrskuepladsen i Thisted, hvor op mod 20 forskellige af populærmusikkens kunstnere optræder på tre forskellige scener. Hele byen rocker, og har du lyst til at rocke med, så læg vejen forbi Thisted i juni.
_