feedback
Tystrup-Bavelse Søerne Sydfyn Stevns klint Skjern å Skagens_odde Roskilde_fjord Randbøl hede Odsherred_buerne Nordøstfalster Nationalpark_vadehavet Nationalpark_thy Nationalpark_mols Nakskov_fjord Møns klint Lillebælt Læsø Kongernes_nordsjaeland København Klosterheden_bovbjerg Karrebaek_fjord Hindsholm Himmerland Hedeland Køge bugt Hærvejen_dollerup_bakker Haderslev_tunneldal Fur Flensborg fjord Det sydfynske øhav Det Danske Søhøjland Bornholm
Bornholm Kongernes Nordsjælland København Hedeland og Køge Bugt Strandpark Roskilde Fjord Stevns Klint Møns Klint Nordøstfalster Nakskov Fjord Karrebæk Fjord Tystrup-Bavelse Søerne Odsherredbuerne og Lammefjord Det Sydfynske Øhav Sydfyn Hindsholm Lillebælt Flensborg Fjord Haderslev Tunneldal Nationalpark Vadehavet Randbøl Hede Skjern Å Nationalpark Mols Bjerge Det Danske Søhøjland Hærvejen og Dollerup Bakker Klosterheden Himmerland Fur Nationalpark Thy Læsø Skagens Odde
Se flere naturperler
Natur perlerne
Nyheder / Info

Bornholm - Oplevelser_ _

Bornholm kaldes for klippeøen eller solskinsøen. Her er ruiner ved Hammerknuden, klippehuler og fint, hvidt sand ved Dueodde. Naturen er forskellig fra resten af Danmark. Der er sjældne planter og dyr, imponerende klipper og masser af vand at fiske, padle eller boltre sig i.

Bornholmske specialiteter

Den obligatoriske nyrøgede og lune bornholmersild bør indtages på Svaneke Røgeri eller et af øens mange andre røgerier; måske sammen med røget makrel og røget laks og en øl fra Svaneke Bryghus, eller endnu bedre akkompagneret af en Bornholmersnaps.

Men det kunne også være en dram fra den spændende vingård Lille Gadegård i Pedersker på Sydbornholm. Øen vrimler med tilbud, som er kræs for smagsløgene.

_

Kør ind gennem bakkerne på cykel

Man kan næsten ikke tage til Bornholm uden også at medbringe eller leje en cykel. Nettet af cykelstier er meget udbredt, og man kommer forbi rigtig mange flotte perler på sine ture.

Selv om Bornholm er meget kuperet, og det kan være forbundet med store strabadser at cykle især på Nordbornholm, skal man ikke lade sig snyde for turen.

Mange steder – også på det nordlige Bornholm – har man anlagt cykelstierne på de gamle jernbanelinjer. I den forbindelse skal man huske på, at tog kun dårligt kan køre op ad bakke, hvilket betyder, at de nuværende cykelstier føres gennem gennemgravninger i bakker og på dæmninger over dalene – så det er ikke slemt at køre på cykel.

Til gengæld skal man nok få sin sag for, hvis man tager turen fra Svaneke over Gudhjem til Hammeren. Men det kan blive en sport for hele familien.

_

Snorkling mellem klipperne

Der er vand omkring hele Bornholm. Næsten lige meget hvor man er, kan man finde en plet, hvor man kan lægge sig og tage solbad på en hed sommerdag.

På den sydlige del af øen er der brede og flade sandstrande, hvor vandet ikke er ret dybt. På den nordlige, østlige og vestlige del er der til gengæld klipper med stor dybde.

Tag snorklen, dykkerbrillerne og svømmefødderne med. At snorkle blandt klipperne er en stor oplevelse.

_

Smid snøren i

Havørrederne har det godt i havet omkring Bornholm. Hvert år tiltrækker fiskeriet rejsende fra nær og fjern.

Fiskeriet er ret ukompliceret, og de fleste kan være med. Tilmed behøver man ikke at kunne kaste ret langt, hvis man fisker fra klipperne. Men husk at give de mindste en redningsvest på, når de bevæger sig rundt i klipperne. Det giver ro i sjælen.

Der er også mulighed for at kommer ud på fisketur med turbåde efter især torsk.

_

Jungle- eller klippevandring

Med ordentligt fodtøj og benene friske er det god motion at bevæge sig rundt i klipperne. Nogle steder er det ikke tilrådeligt at kravle rundt. Det er altid lettere at komme op, end det er at komme ned.

Over hele øen er der markerede vandreture. Nogle af de mere spektakulære er de stier, som går ind i sprækkedalene på Nordbornholm. Prøv eksempelvis turen ind i Døndalen nord for Gudhjem.

Syd for Hammeren er der ture, som bringer den vandrende ind i en tilsyneladende tæt og ufremkommelig jungle. Det er til både morskab og spænding for børnene.

_

Find dine egne fossiler

På Sydbornholm strande har du gode chancer for at finde dine egne fossiler, de såkaldte graptolitter. Graptolitterne findes i stenarten skifer, og er 4-500 mio. år gamle forstenede rester af af skelettet af små, planktonædende organismer, som engang levede i urhavet. På stranden kan du være heldig at finde den sorte skifer, lige til at tage op og undersøge.

Et andet godt sted at lede efter graptolitterne er f.eks. ved Slusegården  ved Pedersker, nær Øleåens udløb i havet. Her kan du finde skifer, som er faldet ud af brinken. Prøv at flække skiferen - du skal ikke undersøge mange stykker, før du står med din egen graptolit i hånden.

Hvis du vil have kyndig vejledning undervejs i din søgen, kan du tage med NaturBornholms vejledere med på fossiljagt. Se mere på NaturBornholms hjemmeside: www.NaturBornholm.dk

_

Solnedgang på fjeldet

Der er et hav af steder på Bornholm, hvor man finder en smuk solnedgang. På Rytterknægten finder man en smuk udsigt. Rytterknægten er Bornholms højeste punkt 162 meter over havoverfladen. Stedet ligger i Almindingen 5 kilometer nordvest for Aakirkeby. Rytterknægten ligger på det skovdækkede fjeld i et kuperet område med flere punkter, som er omkring 120 meter over havet.

I 1856 blev Kongemindet rejst på Rytterknægten. Det er et 12,6 meter højt granittårn, som blev bygget med frivillige bidrag fra øens beboere. Det blev rejst til minde om Frederik 7. og grevinde Danners besøg på øen i 1851. Dengang var der en vid udsigt over det meste af øen, men på grund af træopvækst måtte tårnet i 1899 forlænges med et 9 meter højt jerntårn.

Rytterknægten har haft betydning for militæret under krigen og har det fortsat, idet der findes en række radaranlæg i området.

_

Dansk borgruin

Hammershus er et must, når turen går til Bornholm. Hammershus er en af Danmarks største middelalderlige borgruiner. Den findes på Nordbornholm. Borgen var af stor betydning for magten i Østersøen gennem århundreder.

Sandsynligvis blev Hammershus til tidligt i 1200-tallet, men det vides ikke med sikkerhed. Navnet kendes fra år 1394 som Hamershus, hvor hammer havde betydningen: 'stenet bakke, klippe' og hus havde betydningen 'borg'.

Der blev flere gange kæmpet om Hammershus imellem kronen og kirke. Da Christian den 2. blev fordrevet, var Frederik den 1. tvunget til at give Lübeck ø og borg i pant i 50 år, men i 1576 kom de begge tilbage til kronen. Efter 1660 forblev Bornholm dansk som det eneste af de skånske lande, og Hammershus blev politisk fængsel for Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt.

Efterhånden blev borgen ikke længere beboet, og i 1743 skulle den nedrives. I 1822 blev ruinen fredet. Det store tårn, Manteltårnet, er det ældste murværk. Borgbroen er fra 1400-tallet, og den er Danmarks eneste bevarede borgbro fra middelalderen.

_

Kunst og helligdom

Helligdomsklipperne kommer man heller ikke uden om. De er et klippeparti på op til 22 meter høje meget lodrette klipper, som man finder på Bornholms nordøstkyst mellem Gudhjem og Tejn. På grund af en hellig kilde har Helligdomsklipperne været besøgt af syge siden middelalderen. Klipperne blev i 1974 overtaget af Naturfonden.

Her ligger også Bornholms nye kunstmuseum tæt på. Museet har en omfattende samling af kunst og kunsthåndværk med relation til Bornholm. Det er især værker af Bornholmerskolens malere samt keramik- og glaskunst. Bygningen er utrolig smuk med en glasoverdækket granitgang i midten, hvor der er en kilde ned langs gangen

_