Find slotte, dyreparker, museer, aktivitetsparker og meget mere nær naturperlen
Toppen af åsen
55.22174 / 11.77755
Karrebæk Fjord og tidevandsrenden i Karrebæksminde
55.17661 / 11.64847
Tag en tur op og ned ad Åsens bjerge. I Fruens Plantage kan man blive udfordret på mange måder, og fra toppen af Åsen er der en flot udsigt over lagunen Karrebæk Fjord. Tag en tur i kano eller kajak - eller snup en magelig sejltur med turbåden fra Næstved til Karrebæksminde. På Gavnø Slot er der tulipaner og masser af oplevelser for børn.
Besøg den overdådige slotspark på Gavnø Slot. Parken er især kendt for sin årlige tulipanudstilling, hvor førende danske, engelske og hollandske løgavlere fremviser deres ypperste tulipaner. Der findes flere skulpturer og monumenter i slotsparken, både abstrakte og mere klassiske.
I slotsparkens sydlige ende ligger Sørøverland – en anderledes og flot naturlegeplads med sørøveri som tema. Oplev blandt andet Det Store Sørøverskib, Sørøverlabyrinten, Svævebanen og meget andet. Børnene kan også gå på skattejagt med et sørøverkort i slotsparken, klosterkirken og på slottet. Alle børn kan vælge mellem flotte 'skatte' i præmie. Skattejagten udleveres ved billetsalget.
Her er også en sansehave, en stor dukkesamling, et tropisk sommerfugleland, en smuk rosenhave og en rosenlabyrint.
_Fra Næstved havn er der i sommerhalvåret dagligt sejlads fra havnen til Gavnø og Karrebæksminde med turbåden Friheden. Der skal bestilles plads. Tlf. 2023 1188 eller på www.hammershipping.dk.
_I Fjordhuset i Karrebæksminde kan man for et beskedent beløb låne eller leje kajakker, kanoer og sejlbåde. Der er også mange aktiviteter for både børn og voksne.
Se mere om mulighederne på Fjordhusets hjemmeside: www.naturogfriluftscenter.dk
Fjordhuset finder du på Enø Kystvej 57, 4736 Karrebæksminde. Tlf.: 40832043 / 40744874
_Var det noget at se verdens største slikkepind? Det vil tage en normal person fire år og otte måneder at slikke den i sig – den vejer 1365,9 kilo- så slå et smut forbi BonBon land. Det ligger ved siden af slikfabrikken Bonbon, der har haft succes med markedsføring ved at give produkterne absurde navne som hundeprutter og kloakslam.
BonBon-Land ligger i Holme Olstrup uden for Næstved - på hovedvej 54.
Parken har især kørende forlystelser, da de er de mest populære. Vildsvinet og Vandrotten er nogle af de mest populære forlystelser. Hundeprutte-rutschebanen er især populær hos mindre børn.
Der er flere steder, hvor man kan være heldig at se havørne. Om vinteren er det især på Vejlø. Kør ud til spidsen af Vejlø og parker på den lille parkeringsplads, der ligger på kanten af skrænten. Gå til højre gennem skoven og stop op før sivene. Herfra er der rigtig god udsigt til havørnene, som ofte sidder i træerne ovre på Gavnø.
Når der er is, kan man være heldig at se de store fugle sidde på isen i nærheden af vågerne. Det er en stor oplevelse at se ørnen jage blishøns. Ørnen kredser i luften over vågerne i isen, som er fyldt med blishøns. Blishønsene bliver bange og dykker for at komme væk. Men havørnen bliver ved med at kredse over vågen, og hver blishønsene kommer op igen, ser de havørnen over sig. De skræmte blishøns bliver ved med at dykke, og til sidste kan de svageste ikke holde til det mere, og de bliver et let bytte for den store havørn. Havørnen kan nu roligt glide ned over den svage blishøne og snuppe den med den ene klo.
Husk kikkerten og hvis det er muligt – et kraftigt teleskop.
_Åsen indbyder til ture på mountainbike. I Fruens Plantage ved Præstøvej sydøst for Næstved er der stejle skrænter med store udfordringer til både til fysik og teknik. Det er ikke let at bjerge sig op ad siderne uden at skulle stå af cyklen. Det er fristende at køre i vild fart gennem Fruens Kavalergang eller ned ad Hudafskrabningen, som de lokale cykelentusiaster har døbt nogle af passagerne.
Hvis man ikke er til strabadserne på cykel, er der mange stier i området, som inviterer til gåture – både de hårde og de mere afslappende ture.
Det er også muligt at køre på cykel ad Lagunestien som passerer Karrebæk Fjord. På denne tur får man et rigtig godt indtryk af hele området. Der er ikke mange bakker på Lagunestien, så det er muligt at tage en afslappet cykeltur.
_Om sommeren kan man gå en tur i Fårebakkerne, som ligger ved gården Fladsågård. Bakkerne indbyder til løbeture eller vandreture for børnene. Om vinteren er det et populært kælkeområde for især mange borgere i Næstved og omegn. Er der sne nok, opstilles også en simpel lift, som man kan benytte mod et mindre beløb.
_Borgnakkeskoven ligger ved vejen mellem Næstved og Karrebæksminde. Her ligger 10 gravhøje, hvoraf 4 er meget store. Det siges, at der bor nisser i gravhøjene, og at de hjælper bønderne i området. Det er altså gode nisser. Engang var der en nissekone, som bankede på døren til en gård i nærheden. Hun ville gerne have lidt brød, da hendes mand og børn var sultne. Bonden gav hende brødet, og glad var nissekonen. Et par dage senere kom nissekonen tilbage med brødet. Siden da gik det bonden rigtig godt, men nissekonen så han aldrig mere.
Når man går ind i skoven ad skovvejen ned mod Karrebæk Fjord ligger højene på hver side af vejen. Fortsætter man ad vejen til højre helt ud til engene foran fjorden, får man en flot udsigt over den store lagune med den dobbelte kyst. Stedet kaldes Margrethehøj og er et gammelt voldsted. Billedet er taget herfra. Den yderste kyst med Enø ser man til højre på billedet.
_Fra kajen i Karrebæksminde kan man følge vandudskiftningen i Karrebæk Fjord. Det er især spændende at se både og skibe sejle igennem den smalle og til tider meget strømfyldte rende, der er mellem kajerne. Broen over havnen går op, når der er større skibe på vej til eller fra Næstved og ellers efter behov. Om sommeren åbner broen hver hele time for sejlskibe og andre mindre både.
På gode sommerdage kan der være ganske mange både, som venter på, at broen går op, så de kan komme igennem. Skipperne må hele tiden holde øje med de andre både samtidig med, at de skal passe på ikke selv at blive grebet af strømmen og ført det forkerte sted hen.
_